Hvor kommer babyer egentligt fra?

Det er for de fleste et spørgsmål, man frygter at skulle svare på. For man kan få børn på rigtig mange måder - og det vil det prisvindende forfatterpar gerne afspejle deres nyeste bog "Far & Papa - hvordan får man børn?".

Børn kommer ikke længere kun til verden med storken eller den klassiske mor og far, der elsker hinanden og puf, så kommer der en baby. Kaspar og Lambang vil gerne afmystificere og i stedet hylde de mange måder, voksne kan få børn på - så alle familier og børn har en fortælling at spejle sig i - om du er reagensglasbarn, plejebarn eller noget helt tredje. Og ved hjælp af humor, eventyr og nærvær undersøger Far & Papa de mange måder, man kan få børn på.

Læs lidt mere om Kaspar og Lambangs egne tanker om "Far & Papa - hvordan får man børn?" og hvad deres bogserie kan.

Bryde med tabuer

"Det med at få børn er ikke kun noget, der har fyldt enormt meget for os selv som forældre og familie. Det er også et kæmpe samfundsemne, som præger tiden og dermed også de børn og voksne, som lever i den. I disse år bliver der for alvor taget hul på tabuet om fertilitetsbehandling, hvilket ikke kun gavner en masse (kommende) forældre, der kan sænke skuldrene og tale mere åbent. Det gavner også de børn, der kommer til verden på andre måder end ”blomsten og bien”, at vi kan rumme dem og deres tilblivelsesfortælling på en helt naturlig, ufarlig og – til tider - endda humoristisk måde.”

Bogen til både børn og voksne

”At få børn og stifte familie er noget af det smukkeste overhovedet. Det har det i hvert fald været for os. Men som to fædre, der har fået børn ved hjælp af to andre vidunderlige kvinder og en hulens masse læger og fagfolk, har det aldrig været helt lige til, når spørgsmålet kommer. Og det gør det. Ikke kun fra vores børn, men fra alle børn. Det er simpelthen en klassiker: ”Hey mor og far, hvordan laver man egentlig lige en baby?” Det er også et emne, som let kan give de voksne røde kinder og få forklaringerne til at snuble over hinanden, så vi har skrevet bogen BÅDE til børn og deres voksne. Som en sjov, eventyrlig og ligefrem fortælling om ALLE de måder, man kan få børn på. Uanset om storken kom på besøg, man har en plejefamilie eller har haft brug for lægehjælp undervejs.”

At dyrke børns spørgelyst

”Vi gør altid meget ud af at finde en fortællestil og en handling, som taler helt intuitivt til børnene med fart over feltet, glimmer, prutter og masser af dårlig farhumor. Men samtidig er vi også meget bevidste om, at de store emner, vi tager op, respekteres og forklares på en ordentlig måde. Eller med andre ord: Nogle gange skal vi kunne grine af det, der gør ondt, og andre gange skal vi kunne tale mere seriøst om de ting, vi som voksne har det med at glide hen over med en kæk bemærkning.

Det vigtigste for os er at dyrke og nære børns spørgelyst som en magisk kraft, der ikke kun lader dem tilegne sig ny viden, men også skaber et trygt rum, hvor voksne og børn kan mødes i små læsestunder om nogle af livets helt store emner. Vores mål er ikke at finde de perfekte polerede svar, der kan mejsles i sten, men derimod at gå på jagt sammen efter ledetråde, der kan drejes og vendes til personlige svar. Til en fortælling, der giver mening for det enkelte barn og den enkelte familie.”